Praktikant i Public Diplomacy
august 2023 Public diplomacy praktikant
Please Note: You can apply for the position as an intern in the Danish Embassy in New Delhi, if you are either enrolled at a Danish higher education institution or a Danish citizen.
Kunne du tænke dig et spændende praktikophold på den danske ambassade i New Delhi? Som led i Udenrigsministeriets øgede grønne fokus er ambassaden i New Delhi blevet udnævnt til klimafrontpost, hvorfor den grønne dagsorden i særlig grad prioriteres. Samtidig har vi med det grønne strategiske partnerskab indgået i september 2020 for alvor skruet op for de grønne ambitioner og arbejdet med at styrke de dansk-indiske relationer.
Som praktikant i ambassadens public diplomacy-afdeling vil en af dine primære opgaver være at bidrage til at styrke Danmarks omdømme i Indien, og dermed øge Danmarks kulturelle, politiske og handelsmæssige indflydelse. Arbejdet indebærer løbende deltagelse i ambassadens kommunikationsorienterede aktiviteter, og du vil skulle løse mange forskelligartede opgaver. Dine opgaver vil bl.a. være at skrive og redigere nyheder til ambassadens hjemmeside og foretage målrettet medieovervågning. Derudover vil du i samarbejde med ambassadens øvrige medarbejdere komme til at opdatere og videreudvikle ambassadens medieplatforme samt producere, optage og klippe film og andet indhold til de sociale medier.
Du vil i løbet af dit praktikophold opnå indblik i både de politiske, kulturelle, økonomiske og handelsmæssige aspekter af ambassadens virke. Ambassaden er meget lydhør over for nye forslag til forbedringer af ambassadens kommunikationsindsats, og du vil derfor få mulighed for selv at få indflydelse på, hvilke aktiviteter ambassaden skal prioritere i din praktikperiode.
Konkret vil arbejdsopgaverne primært bestå i at bidrage med idéer til og gennemførelse af ambassadens aktiviteter og strategi inden for PR- og kommunikation, herunder:
- Udvikle og vedligeholde ambassadens hjemmeside
- Opdatere, vedligeholde og udvikle ambassadens Facebook-side og Instagram-, LinkedIn- og Twitter-profil med nyt content af relevante nyheder, videoindslag og grafisk indhold
- Planlægge, afholde og formidle diverse kulturelle- og public diplomacy events, møder og seminarer
- Deltage i tværkulturelle og politiske events
- Afholde foredrag for gymnasieklasser fra Danmark
- Udvikle medierelationer og assistere i fremstillelsen af ambassaden i medierne
Vi søger en dygtig og idérig praktikant, der kan tænke selvstændigt og tør tage initiativ. Du skal kunne arbejde struktureret og have interesse for samt kendskab til kommunikation. Vi forventer, at du har gode analytiske evner og er god til at formulere dig skriftligt på både dansk og engelsk. Du skal være fortrolig med informationssøgning på internettet, og derudover er det en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til Sitecore-platformen.
Ansøgninger til public diplomacy stillingen bedes sendes til Sarah Emilie Buhl, [email protected] - skriv ”Praktikant forår 2024 – Public Diplomacy” i emnefeltet.
Ansøgningsfristen er mandag d. 28. august 2023.