Dobbelt statsborgerskab
I december 2014 vedtog Folketinget nye regler om dobbelt statsborgerskab. Reglerne fremgår af lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret. Loven er trådt i kraft den 1. september 2015. Hovedelementerne omfatter blandt andet:
1) Ophævelse af indfødsretslovens bestemmelser om, at erhvervelse af dansk indfødsret er betinget af, at statsborgerskab i andre stater derved mistes og af at dansk indfødsret fortabes ved erhvervelse af et fremmed statsborgerskab
2) En 5-årig overgangsordning, som giver tidligere danske statsborgere, der har mistet deres danske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af fremmed statsborgerskab, mulighed for at generhverve det danske statsborgerskab ved afgivelse af erklæring.
Det nyoprettede Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium har nu overtaget ressortansvaret på området fra Justitsministeriet, mens Statsforvaltningen vil stå for den daglige sagsbehandling vedrørende generhvervelse ved erklæring. Du kan læse mere om loven her.
Hvordan kan du søge om at generhverve dansk statsborgerskab?
Man kan søge om at generhverve sit danske statsborgerskab ved at indsende en erklæring direkte til Statsforvaltningen - også fra udlandet. Du kan også mod ekstra gebyr indsende erklæringen via en dansk ambassade eller et af de mange danske konsulater i udlandet. Du kan se de danske repræsentationer her. På Statsforvaltningens hjemmeside er der information og vejledning om de nærmere regler.