Gå til indhold

Om Indien

Indien blev uafhængig i 1947 efter at have været en del af det Britiske Imperium, men blev først udråbt til republik i 1950, hvor landet fik sin endelige forfatning. Siden uafhængigheden har Indien været en sekulær, demokratisk republik med en føderal regeringsform. 

Med det højeste antal af indbyggere (ca. 1,42 milliarder) på verdensplan er Indien det mest folkerige demokrati i verden. Det indiske samfund omfavner derfor et bredt udvalg af religiøse synspunkter, sprog (23 officielle sprog alene) og levevilkår. 

Republikken består af 28 delstater og 8 unionsterritorier. Hovedstaden New Delhi har en særlig juridisk status. I det indiske føderale system har centralregeringen betydeligt større beføjelser end delstatsregeringerne.

Det indiske parlament består af to kamre. Overhuset kaldes Rajya Sabha og har 245 medlemmer, der er repræsentanter for delstaterne og unionsterritorierne. Underhuset kaldes Lok Sabha og har 543 medlemmer, der er valgt af befolkningen ved repræsentative valg. Formelt er det præsidenten, der er den øverste ansvarlige for den udøvende magt i Indien, men dennes rolle er hovedsageligt ceremoniel. I realiteten er det regeringen med premierministeren i spidsen, der har den største politiske magt.
Landenavn: Republikken Indien, Republic of India, Bharatiya Ganarajya (Hindi)

Regeringsform: Parlamentarisk demokrati: forbundsrepublik (28 delstater, 8 unionsterritorier)

Statsoverhoved: Droupadi Murmu, præsident af Indien (indsættelsesdato: 25.07.2022)

Regeringschef: Narendra Modi, premierminister af Indien (Indsættelsesdato: 26.05.2014, genvalgt/genudnævnt den 30.05.2019 og igen den 09.06.2024), Bharatiya Janata Party (BJP)

Udenrigsminister: Dr. Subrahmanyam Jaishankar (Indsættelsesdato: 31.05.2019)

Human Development Index (HDI): Placering 132 ud af 191 lande (2022). HDI er et FN-index, der måler nationers sundhed, uddannelse og levestandard.