Danmark og Indien
I 2019 kunne Danmark og Indien fejre 70-året for etableringen af diplomatiske forbindelser. De diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Indien blev efter fælles aftale offentliggjort 10. september 1949, og i 1950 oprettede Danmark en ambassade i New Delhi. Jawaharlal Nehru var Indiens første premierminister, og inderne anser hans besøg i Danmark i 1957 som begyndelsen på de gode bilaterale relationer.
Det danske-indiske forhold går dog endnu længere tilbage. Faktisk kunne Danmark i 2020 fejre 400-året for relationen til Indien. I 1620 landede den første danske ekspeditionsflåde på den sydindiske kyst, hvor kongens gesandt i november det år underskrev en fælles traktat med den lokale fyrste, som tillod kongeriget Danmark-Norge at etablere en handelsstation og bygge en fæstning i en landsby, som danskerne kaldte Trankebar (i dag Tharangambadi, Tamil Nadu). Begivenheden markerer den første kontakt mellem indere og danskere.