Spring til indhold

Fakta om Indien

Indisk flag

GEOGRAFI

 

Hovedstad New Delhi ca. 16,7 mio. indbyggere (2011, Census)
Areal 3.287.590 km2 (Danmark 43.000 km2)
Indbyggertal Ca. 1,21 mia. (2011, Census)
Befolkningsvækst pr. år 1,37% (2012, World Bank)
Religion Hinduer (80,5 pct.), muslimer (13,4 pct.), kristne (2,3 pct.), sikher (1,9 pct.), buddhister, jainister m.fl.(1.9 pct.)
Sprog Der finds 18 forskellige sprog, hindi og engelsk er de mest anvendte
Tidsforskel 4½ time ved dansk vintertid, 3½ time ved dansk sommertid    

 

Indenrigspolitisk situation
Indien blev uafhængig i 1947 efter at have været en del af det britiske imperium. Siden uafhængigheden har Indien været en sekulær, demokratisk republik med en føderal regeringsform. Republikken består af 28 delstater og 7 unionsterritorier.

Det indiske parlament består af to kamre. Underhuset kaldes Lok Sabha og har 544 medlemmer (der kan sidde op til 552), der er valgt af befolkningen ved repræsentative valg.
Formelt er det præsidenten, der er den øverste ansvarlige for den udøvende magt i Indien, men dennes rolle er hovedsageligt ceremoniel. I realiteten er det regeringen med premierministeren i spidsen, der har den største politiske magt.

Trods en række kritisable forhold, ikke mindst inden for menneskerettighedsområdet, må indførelsen og fastholdelsen af en demokratisk styreform i et land af Indiens størrelse, på dets udviklingsstadie og med dets omfattende etniske, sociale, og økonomiske diversitet betragtes som en succes.

Indenrigspolitisk er regeringens største udfordringer fortsat de økonomiske reformer, korruption og udbredt fattigdom. Regeringen har gennem programmet ”vækst med et menneskeligt ansigt” forsøgt at forbedre levestandarden for en bredere del af befolkningen. Dog uden markante resultater. Den tolvte femårsplan, der trådte i kraft 1. april 2012, vil fortsat have fokus på inkluderende vækst. Herudover vil regeringen have fokus på at styrke den økonomiske vækst i en tid med begrænset international økonomisk vækst, efter den globale økonomiske krise indtrådte i 2008.

Regeringen har de senere år været ramt af voldsomme korruptionsskandaler, hvilket i høj grad har svækket dens troværdighed og popularitet. Fra april 2011 og frem har en omfattende folkelig antikorruptionsbevægelse tvunget regeringen til at fokusere på korruptionsbekæmpelse, hvilket har skubbet andre politiske initiativer i baggrunden. På trods af at korruption har været et centralt emne på den politiske dagsorden de seneste par år, har regeringen ikke formået at fremstå som en drivkraft i kampen mod korruption. Selv for regeringen tiltrængte delstatsvalgsejre i 2013 har ikke formået at overskygge de mange korruptionsskandaler. Skandalerne har fået oppositionen til at blokere arbejdet i parlamentet under de seneste samlinger, hvilket har betydet, at vigtige lovforslag stadig afventer drøftelse i parlamentet. Samtidig har regeringen været plaget af tiltagende uro indenfor koalitionen, hvor flere mindre partier har forsøgt at presse regeringen til at varetage lokale dagsordener. Dette har vanskeliggjort gennemførelse af nødvendige reformer.


Udenrigspolitisk situation

Murens fald og USSR’s sammenbrud udløste et paradigmeskift i indisk udenrigspolitik. Fra at have været en vigtig del af den alliancefri bevægelse under den kolde krig har Indien siden været en mere uafhængig international aktør.

Indien er på vej frem. Inden for de næste årtier vil Indien sandsynligvis blive en af verdens tre største økonomier sammen med Kina og USA. Samtidig bør en meget stor del af verdens befolkning i Indien. Det betyder, at Indien er en vigtig aktør alene qua dets størrelse i international politik og økonomi. I Indien hersker der dog forskellige opfattelser af, hvor stor en rolle landet skal spille internationalt. Der er én gruppe, der mener, at Indien skal spille en større rolle internationalt og både påtage sig mere ansvar, men også have større indflydelse og flere rettigheder i internationale fora. En anden gruppe mener, at Indiens bidrag til at løse verdens problemer skal være at løse Indiens egne problemer. Indien skal derfor kun påtage sig et internationalt ansvar, såfremt det kommer Indien direkte til gode.

Indiens profil i internationale fora er dog blevet skærpet inden for de seneste årtier, og landet søger øget indflydelse på formuleringen af internationale regler, bl.a. i WTO- og FN-regi. En fast plads i FN’s sikkerhedsråd er højt på Indiens ønskeliste. Samtidigt deltager Indien i G20 samt i den internationale indsats i relation til bekæmpelse af terrorisme og pirateri, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og fredsbevarende opgaver. Indien indtager en stormagtsposition i Sydasien, men størstedelen af landets naboer er enten diktaturer, semi-demokratier eller truet af indre stridigheder, og Indien anser dem alle for at udfordre den indiske stats sikkerhed og sammenhængskraft. Derfor er en af regeringens erklærede udenrigspolitiske prioriteter at arbejde mere aktivt på at stabilisere sikkerhedssituationen i regionen.

Det anspændte forhold til Pakistan, som først og fremmest udspringer af konflikten i Kashmir, har ført til flere krige mellem de to lande. Et terrorangreb på det indiske parlament i december 2001, angiveligt udført af pakistanskstøttede grupper fra Kashmir, betød en optrapning, der bragte de to lande tæt på endnu en krig i 2002. Forsoningsbestræbelserne mellem Indien og Pakistan fik nyt momentum i 2003, og siden sommeren 2004 blev den fastlagt i en sammensat dialog baseret på tillidsskabende foranstaltninger, hvor en bred vifte af indisk/pakistanske relationer drøftes. Den sammensatte dialog blev dog indstillet umiddelbart efter terrorangrebet i Mumbai i november 2008.

Små tegn på en mulig optøning i forholdet mellem de to lande kom i slutningen af februar 2010, da Indien og Pakistan holdt de første officielle samtaler på departementschefsniveau i New Delhi siden angrebene i Mumbai. Indiens og Pakistans premierministre mødtes, efter megen mediespekulation og usikkerhed, endelig i slutningen af april 2010 i marginen af et SAARC (South Asian Association for Regional Cooperation) møde i Bhutan. Her blev de to lande enige om at genoptage en bredere dialog, i første omgang på udenrigsministerniveau. Begge lande var enige om, at de genoptagne samtaler først og fremmest skulle tjene til at øge tilliden landene imellem. Dialogen bliver vedligeholdt med regelmæssige møder, og der synes at være sket en positiv udvikling i det bilaterale forhold, som har udmøntet sig i en liberalisering af visa-processen mellem landene og igangsættelsen af en proces der skal sikre opblødning af handelsrestriktionerne.

Voldelige militære sammenstød på den såkaldte Line of Control lægger imidlertid fortsat en dæmper på forholdet. Anstødsstenen for en reel opblødning af forholdet er gang på gang uenighed om terrorrelaterede spørgsmål heriblandt en fælles forståelse af ansvarsplacering for Mumbai-angrebet i 2008 samt generel indisk mistillid til Pakistans holdning til yderligtgående organisationer.

EU og Indien har siden 2000 afholdt årlige topmøder, herunder i København i oktober 2002. I 2005 indgik EU og Indien formelt et strategisk partnerskab, og man er på nuværende tidspunkt i gang med forhandlinger om en frihandelsaftale.

I takt med Indiens voksende økonomiske styrke og Asiens generelle tyngde for den globale udvikling, er forventninger til Indiens globale ansvar vokset. Fra en ledende rolle i de alliancefrie lande er Indien på vej ind i de globale magtmønstre med Kina og USA som modpoler. Indien synes i stigende omfang at orientere sig mere mod USA økonomisk, politisk og sikkerhedspolitisk. Indiens største udfordring er fortsat at skabe udvikling for de næsten 700 millioner mennesker, der lever under yderst fattige vilkår. Indiens væsentligste udenrigspolitiske prioritet er således at sikre sig maksimalt frirum uden internationale forpligtelser.


Økonomisk situation

Indiens vækst fortsætter i et forholdsvis højt tempo til trods for. Reale lønstigninger på omkring 5 pct. p.a. samt en hastigt voksende befolkning sikrer en stærk indenlandsk efterspørgsel. 
 
Indiens økonomi er over de seneste 10 år vokset med 6-10 pct. p.a., hvilket gør den indiske økonomi til en af verdens hurtigst voksende og verdens fjerde største. Servicesektoren, herunder IT-sektoren er vokset med stor hast de seneste år og udgør 64 pct. af BNP. Herefter følger den indiske industrisektor med ca. 18 pct. og landbrug med ca. 17 pct. af BNP. Til trods for landbrugets faldende andel af BNP er det fortsat indenfor landbruget, at langt størstedelen af den indiske arbejdsstyrke (ca. 53 pct.) er beskæftiget (World Factbook, 2013).

Økonomisk vækst begrænses af et besværligt bureaukrati, mangelfuld infrastruktur, korruption, rigide regler på arbejdsmarkedet og udbredt kontrol med udenlandske investeringer. Regeringens mål er imidlertid at nå en tocifret vækst indenfor de næste par år. Dette skal ske ved hjælp af en fortsættelse af de liberaliseringsindsatser, der påbegyndtes i 1991, samt med inden- og udenlandske investeringer i infrastruktur og uddannelse.  Regeringen vil også fokusere mere på udvikling af den indiske landbrugssektor, som er plaget af manglende effektivitet og lav vækst. Gennem disse tiltag håber regeringen også at kunne øge de udenlandske investeringer, som forsat ligger langt under, hvad Kina tiltrækker. Regeringens liberaliserings- og investeringsbestræbelser vanskeliggøres dog betydeligt af rentebetalinger og et underskud på handelsbalancen på ca. USD 75 mia. i 2012 (IMF, 2013).

32,7 pct. af den samlede befolkning lever for mindre end USD 1,25 dagligt (World Bank, 2013), men der er en hastigt voksende middelklasse med indkomster, der rangerer fra 200.000 til en million rupees om året (22.100 – 105.500 DKK). Prognoser viser, at middelklassen forventes at vokse fra 300 mio. i dag til 600 mio. i 2025 (Dansk Erhverv, 2012).